Hvad er improviseret teater? En gruppe skuespillere træder ind på en tom scene – uden at have forberedt noget – og forsøger spontant at udtrykke noget meningsfuldt foran en flok mennesker, der betragter dem afventende. Dermed minder improteater meget om livet, og begge dele kan være særdeles nervepirrende. At mestre det sociale liv i et samfund er ikke nødvendigvis legende let, men netop en kunstnerisk praksis som improteater kan bidrage til livsmestring, fordi man træner at bruge fantasien spontant sammen med andre mennesker uden at blive dømt eller latterliggjort.

​

Mine antagelser om improteaters gavnlige effekt baserer jeg primært på egen undervisningspraksis. Jeg har gennemført flere forløb med aftenskolehold, hvor omkring halvdelen af deltagerne havde en form for psykisk sårbarhed, fx angst eller depression. Endvidere har jeg faciliteret cirka 30 improteatersessioner for unge mennesker med en diagnose inden for autismespektret. Desuden har jeg været coach for en improteatergruppe i halvandet år.

​

Jeg underviser ikke psykisk sårbare anderledes end andre mennesker, men lægger vægt på en grundlæggende tryghed i undervisningen med udgangspunkt i den formodning, at alle mennesker i et vist omfang er psykisk sårbare og kender til socialangst, angst for tomhed, angst for at miste kontrollen og så videre. Derfor kan mine erfaringer herfra overføres til en generel kundskab om livsmestring, som er nyttig for de fleste mennesker.

​

​

Vi improviserer hver eneste dag

​

Alle fødes vi ind i et samfund og må balancere mellem at udleve vores subjektivitet og tilpasse os samfundet. Ved hjælp af vores fantasi kan vi overveje alternativer til den aktuelle verden; vi kan skue potentiale, lægge planer, handle på dem og forsøge at skabe forandringer. Men det meste af tilværelsen ligger uden for vores kontrol; vi vil møde overraskelser og modstand, og vi må justere vores planer. At forholde sig meningsfuldt til det uventede er at improvisere, og vi gør det hver eneste dag.

 

Dette kontinuerlige pingpongforhold mellem os selv og resten af verden kalder jeg en tilbud/svar-relation. At udleve sin subjektivitet er at kaste sine tilbud ud i samfundet og forholde sig til samfundets svar, ligesom omverdenen giver os tilbud, som vi må forholde os til og svare på. At fremsætte og svare på tilbud er med til at skabe og udvikle et menneskes identitet og plads i verden, og når tilbud/svar-relationen mellem én selv og omverden fungerer optimalt, vil man således opleve sig som en aktiv og værdifuld deltager i samfundet.

​

Men får man ikke motioneret sin subjektivitet i tilværelsens tilbud/svar-relation, bliver det sværere at få adgang til fantasien, og man kan opleve en ubehagelig følelse af adskillelse fra sig selv. Spontaniteten tørrer ud, det bliver sværere at skabe forandringer i sit liv, og man har tendens til at udvikle tungsind. Får man ikke sin fantasi bevidnet af andre mennesker, mangler man en basal anerkendelse og bekræftelse af sin eksistens, og dette kan medføre angst. Er man overladt til blot at reagere på omverdenens tilbud, men magter ikke at respondere spontant og aktivt-kreativt på dem, kan resultatet desuden blive en form for stress.

​

​

Improteater stimulerer tilbud/svar-relationen

​

En vedvarende svækkelse af vores tilbud/svar-relation med omverdenen kan altså medvirke til, at vi føler os som pressede, betydningsløse tilskuere til samfundet. Efter min mening kan træning i improteater hjælpe mennesker i denne situation, fordi deltagerne gennem en lang række øvelser træner at bruge deres fantasi spontant i samarbejde med andre mennesker, hvilket netop stimulerer tilbud/svar-relationen. Gennem gentagne sessioner får deltagerne styrket deres selvtillid inden for dette felt, hvilket igen kan bidrage til et større selvværd. Og ved at bruge improteatrets redskaber også uden for sessionernes trygge rammer kan deltagerne opleve, at de efterhånden føler sig mere integreret i samfundets flow.

​

Underviseren – eller sidecoachen, som man også kalder man det – skal gennem hele forløbet sørge for, at deltagerne i praksis føler sig trygge til at improvisere i andre menneskers selskab. Selvom vi mennesker er født som legesyge væsener, bærer vi også et ønske om anerkendelse og en angst for afvisning og ensomhed, der medfører, at vi instinktivt orienterer os efter omverdenens bedømmelse. Og i vores bestræbelser på at opnå et tilhørsforhold er vi tilbøjelige til at internalisere omgivelsernes domme, selvom vi dermed lægger en dæmper på vore spontane udfoldelser og i praksis censurerer os selv. En grundlæggende tryghed er derfor nødvendig, for at deltagerne tør slippe kontrollen og åbne fantasien.

 

Som sidecoach skaber jeg tryghed ved at 1) etablere nogle tydelige rammer og regler, 2) invitere alle til at medvirke aktivt og ikke dømme nogen, 3) skabe et rum, hvor alle tilbud er værdifulde, og ”fejl” betragtes som brugbare variationer, 4) åbne for mine egne erfaringer, følelser og spontane påfund uden at skjule, at jeg indimellem selv laver fejl, 5) være deltagernes trofaste og opmuntrende ledsager på deres vej ind i det fantasiunivers, de spontant opbygger sammen: Sidecoachen er ikke en instruktør uden for fantasiuniverset, men en guide eller fødselshjælper inden for.

​

​

Principperne bag poetisk genialitet

​

I improteatermiljøet og -litteraturen findes mange forskellige sæt principper at arbejde efter, men efter min erfaring er disse tre principper tilstrækkeligt til at belyse improtræningens positive effekter: