wix2.png

Improteater og livsmestring

Improteater er kendt som en dramatisk genre, hvor skuespillere optræder foran et publikum med spontant udførte sketches eller teaterforestillinger. Men improteater er også godt for den mentale sundhed. At spille improteater er at deltage i et fællesskab, hvor man frejdigt og spontant bruger sin fantasi sammen med andre mennesker, og dermed kan træningen opleves som ”at øve sig på livet” – som en vej til at mestre det sociale liv i et samfund.
 

DRAMA No. 1 2022 - forside.JPG

Denne artikel blev oprindeligt publiceret i DRAMA - Nordisk Dramapedagogisk Tidsskrift No. 1, juni 2022 (betalingsmur).

Af: Torben Stig Hansen

Cand.mag i Litteraturvidenskab og Moderne Kultur & Kulturformidling

samt Medstifter af Improimperiet

Hvad er improviseret teater? En gruppe skuespillere træder ind på en tom scene – uden at have forberedt noget – og forsøger spontant at udtrykke noget meningsfuldt foran en flok mennesker, der betragter dem afventende. Dermed minder improteater meget om livet, og begge dele kan være særdeles nervepirrende. At mestre det sociale liv i et samfund er ikke nødvendigvis legende let, men netop en kunstnerisk praksis som improteater kan bidrage til livsmestring, fordi man træner at bruge fantasien spontant sammen med andre mennesker uden at blive dømt eller latterliggjort.

Mine antagelser om improteaters gavnlige effekt baserer jeg primært på egen undervisningspraksis. Jeg har gennemført flere forløb med aftenskolehold, hvor omkring halvdelen af deltagerne havde en form for psykisk sårbarhed, fx angst eller depression. Endvidere har jeg faciliteret cirka 30 improteatersessioner for unge mennesker med en diagnose inden for autismespektret. Desuden har jeg været coach for en improteatergruppe i halvandet år.

Jeg underviser ikke psykisk sårbare anderledes end andre mennesker, men lægger vægt på en grundlæggende tryghed i undervisningen med udgangspunkt i den formodning, at alle mennesker i et vist omfang er psykisk sårbare og kender til socialangst, angst for tomhed, angst for at miste kontrollen og så videre. Derfor kan mine erfaringer herfra overføres til en generel kundskab om livsmestring, som er nyttig for de fleste mennesker.

Vi improviserer hver eneste dag

Alle fødes vi ind i et samfund og må balancere mellem at udleve vores subjektivitet og tilpasse os samfundet. Ved hjælp af vores fantasi kan vi overveje alternativer til den aktuelle verden; vi kan skue potentiale, lægge planer, handle på dem og forsøge at skabe forandringer. Men det meste af tilværelsen ligger uden for vores kontrol; vi vil møde overraskelser og modstand, og vi må justere vores planer. At forholde sig meningsfuldt til det uventede er at improvisere, og vi gør det hver eneste dag.

 

Dette kontinuerlige pingpongforhold mellem os selv og resten af verden kalder jeg en tilbud/svar-relation. At udleve sin subjektivitet er at kaste sine tilbud ud i samfundet og forholde sig til samfundets svar, ligesom omverdenen giver os tilbud, som vi må forholde os til og svare på. At fremsætte og svare på tilbud er med til at skabe og udvikle et menneskes identitet og plads i verden, og når tilbud/svar-relationen mellem én selv og omverden fungerer optimalt, vil man således opleve sig som en aktiv og værdifuld deltager i samfundet.

Men får man ikke motioneret sin subjektivitet i tilværelsens tilbud/svar-relation, bliver det sværere at få adgang til fantasien, og man kan opleve en ubehagelig følelse af adskillelse fra sig selv. Spontaniteten tørrer ud, det bliver sværere at skabe forandringer i sit liv, og man har tendens til at udvikle tungsind. Får man ikke sin fantasi bevidnet af andre mennesker, mangler man en basal anerkendelse og bekræftelse af sin eksistens, og dette kan medføre angst. Er man overladt til blot at reagere på omverdenens tilbud, men magter ikke at respondere spontant og aktivt-kreativt på dem, kan resultatet desuden blive en form for stress.

Improteater stimulerer tilbud/svar-relationen

En vedvarende svækkelse af vores tilbud/svar-relation med omverdenen kan altså medvirke til, at vi føler os som pressede, betydningsløse tilskuere til samfundet. Efter min mening kan træning i improteater hjælpe mennesker i denne situation, fordi deltagerne gennem en lang række øvelser træner at bruge deres fantasi spontant i samarbejde med andre mennesker, hvilket netop stimulerer tilbud/svar-relationen. Gennem gentagne sessioner får deltagerne styrket deres selvtillid inden for dette felt, hvilket igen kan bidrage til et større selvværd. Og ved at bruge improteatrets redskaber også uden for sessionernes trygge rammer kan deltagerne opleve, at de efterhånden føler sig mere integreret i samfundets flow.

Underviseren – eller sidecoachen, som man også kalder man det – skal gennem hele forløbet sørge for, at deltagerne i praksis føler sig trygge til at improvisere i andre menneskers selskab. Selvom vi mennesker er født som legesyge væsener, bærer vi også et ønske om anerkendelse og en angst for afvisning og ensomhed, der medfører, at vi instinktivt orienterer os efter omverdenens bedømmelse. Og i vores bestræbelser på at opnå et tilhørsforhold er vi tilbøjelige til at internalisere omgivelsernes domme, selvom vi dermed lægger en dæmper på vore spontane udfoldelser og i praksis censurerer os selv. En grundlæggende tryghed er derfor nødvendig, for at deltagerne tør slippe kontrollen og åbne fantasien.

 

Som sidecoach skaber jeg tryghed ved at 1) etablere nogle tydelige rammer og regler, 2) invitere alle til at medvirke aktivt og ikke dømme nogen, 3) skabe et rum, hvor alle tilbud er værdifulde, og ”fejl” betragtes som brugbare variationer, 4) åbne for mine egne erfaringer, følelser og spontane påfund uden at skjule, at jeg indimellem selv laver fejl, 5) være deltagernes trofaste og opmuntrende ledsager på deres vej ind i det fantasiunivers, de spontant opbygger sammen: Sidecoachen er ikke en instruktør uden for fantasiuniverset, men en guide eller fødselshjælper inden for.

Principperne bag poetisk genialitet

I improteatermiljøet og -litteraturen findes mange forskellige sæt principper at arbejde efter, men efter min erfaring er disse tre principper tilstrækkeligt til at belyse improtræningens positive effekter:

  • At sige ”ja-og”: fremsætte og svare på tilbud [note 1]

  • At hjælpe sig selv: fremsætte spontane tilbud frejdigt, undlade at bedømme sig selv for buddene

  • At hjælpe hinanden: bruge og integrere sine medspilleres tilbud, så de fremstår som poetiske genier [note 2]

Det primære redskab til at træne tilbud/svar-relationen kaldes ”ja-og”. Når vi improviserer sammen, fungerer det sådan: Jeg siger ”ja” til dit tilbud ”og” besvarer det med mit eget bud – som du siger ”ja” til ”og” besvarer med dit bud. Denne metode bruges både i en almindelig samtale og i skabelsen af et fælles fantasiunivers. Ordene ”ja-og” indgår ikke nødvendigvis i improvisationen, men henviser til selve måden at forholde sig til partneren på. ”Ja” betyder at være opmærksom på og acceptere (i modsætning til at ignorere og blokere) virkelighedens tilbud af materiale, mens ”og” henviser til, hvordan man bruger materialet (dvs. svarer på tilbuddet). Den følgende øvelse, som jeg ofte inkluderer i mine sessioner, kan illustrere ”ja-og”-princippet:

Øvelse: Tre replikker


I enhver improviseret scene søger spillerne altid at etablere, hvor scenen foregår henne, hvem der er med i scenen (karaktererne og deres indbyrdes relation), og hvad scenen handler om [note 3]. I denne topersonersøvelse har spillerne kun tre replikker til at etablere hvem, hvad og hvor. Lad os kalde de to improspillere Susanne og Martin. Susanne siger første replik, Martin siger anden replik, og Susanne siger tredje og sidste replik. Scenen er forbi, og publikum skulle nu kende hvem, hvad og hvor.

Et replikskifte kunne lyde:

Susanne: Filmen startede for tyve minutter siden. 


Martin: Undskyld, men mødet trak ud. Du kender chefen og hans uendelige peptalks.

Susanne: Kun alt for godt. Nå, blæse være med det, lad os gå hen og få en fyraftensbajer.

 

I denne korte improvisation benytter spillerne ”ja-og”-metoden til at acceptere og bruge (bygge videre på) hinandens bud. Susannes replik etablerer primært, hvad scenen handler om: To personer har aftalt at se en film sammen, men den ene er forsinket. Vi kender endnu ikke stedet for scenen eller personernes relation. Martin accepterer og bygger videre på Susannes tilbud ved at give en grund til forsinkelsen, der samtidig indikerer, hvem personerne er, nemlig kolleger. Susanne accepterer og udvider dette bud med sin replik om at ”gå hen og få en fyraftensbajer”, der samtidig indikerer, hvor kollegerne befinder sig, nemlig ved en biograf i byen.

Et glimt af inspiration

Øvelsen kræver, at man er opmærksom og nærværende i nuet, dvs. åben over for omverdenens tilbud (aktivt lyttende til hinanden) og ikke mindst over for sit eget materiale, for det gælder om at kunne handle lynsnart på et glimt af inspiration: en association i fantasien mellem indre og ydre materiale (den anden persons tilbud). Det indre materiale kan række fra subjektive erfaringer og fantasibilleder til velkendte og ordinære elementer fra vores fælles kultur. Jo mere man tør åbne sig for det ukendte og uberegnelige, og jo mere man vover spontant at tilbyde personlige associationer, desto mere træner man at udleve sin subjektivitet og blive en tydelig, aktiv del af verden.

De to sidste improteaterprincipper (at hjælpe sig selv og hinanden) er nært knyttet sammen og indgår ligeledes i de fleste øvelser. Spillerne træner at hjælpe hinanden med at give slip på kontrollen og frembringe tilbud, som er overraskende ikke mindst for spillerne selv, og at give buddene mening ved at integrere dem i den etablerede situation, så spillerne fremstår som ”poetiske genier”.

 

Desuden træner hver spiller at hjælpe sig selv, hvilket tit er det sværeste. At være spontant fantasifuld i en social situation kan være en overvindelse for mange mennesker: Man fremsætter måske sine bud lavmælt og tvivlende, og typisk fælder man dom over buddene straks bagefter – ikke bare med hensyn til, om de gav mening i situationen, men i endnu højere grad om man afslørede noget om sig selv. ”Synes de andre nu, at jeg er mærkelig?”. I ovenstående øvelse træner hver spiller derfor både at fremsætte sine bud med frejdighed og at undlade at dømme sig selv for buddene. Træner man dette vedvarende, bliver livet efterhånden lidt nemmere.

Egenskaber på vejen til mental sundhed

I improtræningens trygge parallelsamfund træner man således en række egenskaber, som også er enormt værdifulde i det ”rigtige” samfund:

  •   At kunne slippe kontrollen og rumme det uforudsigelige

  •   At være opmærksom på nuets tilbud

  •   At fremsætte sine spontane ideer med frejdighed

  •   At bringe sin krop og sjæl i spil

  •   At kommunikere tydeligt

  •   At lytte til sine medmennesker og samarbejde

  •   At undlade at dømme sig selv og hinanden

Som nævnt har jeg positive erfaringer med at tilrettelægge træning i improteater som en slags socialt-kreativ træning for eksempelvis psykisk sårbare og unge mennesker med autisme, men de fleste mennesker kan have glæde af et veltilrettelagt træningsforløb i improteater som en praktisk metode til at øve sig på livet – en vej til at mestre det sociale liv i et samfund.

Noter

1)   Selve indstillingen ”at sige ja-og” er grundlæggende i improvisation. Viola Spolin skriver om bestræbelsen på at kombinere ”self expression” med ”group agreement” i sin bog ”Improvisation for the Theater” (1963), og Keith Johnstone skriver udførligt om tilbud, blokering og accept i sin første bog, ”Impro. Improvisation and the Theatre” (1979). Men den specifikke formulering ”Yes, & …” blev udklækket af USA’s første improgruppe, The Compass Players, og beskrives - som en vej til ”group mind” - i bogen ”Truth in Comedy” (1994) af Charna Halpern, Del Close og Kim Johnson.

2)   Udtrykket ”poetiske genier” stammer ligeledes fra ”Truth in Comedy”, hvor formuleringen mere præcist lyder ”Treat others as if they are poets, geniuses and artists, and they will be”.

3)   At etablere ”hvem, hvad, hvor” som fokuspunkter stammer fra Viola Spolin (se ovenfor).